Sommetider så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg spilder en masse tid. Og en masse energi. På unødvendige ting. Jeg arbejder på et kontor. Som assistent. Jeg får meget ros for det gode arbejde, jeg laver. Alle de vigtige personer er glade for min assistance, som mestendels består i at sortere deres indbakker, minde dem om møder, de har og arrangere rejser for dem.
Luksusproblem?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er lidt luksus for mig. Jeg får en rimelig løn for det arbejde, jeg laver. Jeg er tilfreds. Og alligevel ikke. Jeg synes nemlig, at jeg kan give mere. Af mig selv. Det er nemt nok for mig at kommunikere med flyselskabet og få handlet mig frem til nogle billigere flybilletter til de vigtige personer. Det er nemt for mig at gennemskue, hvilke mails der er vigtige at få frem til alle konsulenterne. Det er nemt nok for mig at få arrangeret møder og frokostmøder. Jeg synes bare, at jeg burde hjælpe andre mennesker. Dem, der er i nød. Dem, der har brug for det.
Krisecenter for kvinder
Jeg har forsøgt at tale med nogle af konsulenterne om det. De giver mig et sødt svar, som dog også er meget kynisk: De siger, at jeg burde koncentrere mig om mit arbejde, og ikke tænke så dybt over tingene. ”Vi skal videre.”, siger de. Ja, vi skal videre. Det er rigtigt nok. Men skal vi ignorere, at der faktisk findes mennesker, der har brug for hjælp?
Jeg læste en artikel om et nyt krisecenter i Nordsjælland, som lige er åbnet. Det ligger i det område, hvor jeg bor. Journalisten, der skrev artiklen, fortalte, at krisecenteret har brug for hjælp. De har ikke så mange ressourcer, og frivillig hjælp er velkommen. Jeg kunne måske tilbyde dem min hjælp. Sådan med dagligdags ting. Fx pasning af børn. Eller rengøring. Eller hjælp til indkøb.
Hvad er det reelle behov?
Hvem ved egentlig, hvad for en hjælp de har brug for. Jeg ved det ikke. Men jeg har sat mig i hovedet, at jeg skal finde ud af det. Det kan ikke være meningen, at vi ikke ved, hvad vi kan hjælpe med. Det er ikke tilstrækkeligt, at supermarkederne bare beder os om at købe en ekstra tørvare og lægge den i indkøbsvognen, de har stillet op. (Den er i øvrigt altid fyldt med spaghetti og konserves.) Som om det eneste folk, der er i krise, har brug for, er fyldte maver. Ja, naturligvis skal folk, der bor på et krisecenter, have mad nok.
Men er det det eneste? Har de ikke brug for en skulder at læne sig op ad, når tankerne og frygten for fremtiden kommer brusende frem? Har de ikke brug for at få lov til at tale og holde fest? Har de ikke brug for at være lige så almindelige som du eller jeg?
Eller er det bare mig, som er helt gal på den? Kan du fortælle mig det? Hvis du kan, så vil jeg være taknemlig for din tanke.