Min knægt (læs: Min mand!) har fødselsdag i næste uge. Og jeg er ved at hjælpe vores lille datter med at lave en gave til ham. Hun har nemlig bestemt, at i år, så skal vi ikke købe nogen som helst gaver. Hun har overhørt en samtale, som hun ikke skulle høre. Det var en søndag aften, hvor jeg opdagede, at vi ikke har ret mange penge at rutte med. Vores økonomi er kørt lidt af sporet, siden vi købte huset. Jeg lavede en fejl i beregningerne, og nu sidder vi lidt hårdt i det. Min datter hørte det. Og tog aktion på det.
Spare gaverne?
Dagen efter fortalte hun mig, at vi ikke behøver at købe gaver til hinanden. Vi kan lave vores egne gaver. Jeg blev meget rørt over hendes tanke. Så slemt er vores økonomiske situation dog ikke. Men det fortalte jeg hende ikke. Jeg valgte helt bevidst at køre med på hendes idé om, at vi laver vores egne gaver.
Og her sidder jeg så og forsøger – hjælpeløst – at lave den keramikskål, som hun har bestemt, at hendes far skal have i fødselsdagsgave. Jeg sidder med fingrene i fugtigt ler – og hader det. Men laver gode miner til slet spil. Er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at få mudder på fingrene. Og det er den følelse, jeg sidder med lige nu. Min datter har ikke noget imod mudder på fingrene og har rullet adskillige, små slanger ud af leret, som vi købte. Hun har så givet mig ordre på at samle slangerne og forme dem op til en skål. Måske en skål til snacks eller popcorn. Det ved hun ikke helt præcist. Jeg er sikker på, at det finder hun ud af, når jeg får vasket mudderet af mine hænder, og går hen til komfuret for at lave mad. Popcorn. Hun elsker popcorn. Ligesom sin far.
Hvem har billig bobleplast?
Jeg får samlet slangerne sammen til en lidt skæv skål. Det er bestemt ikke et stykke professionelt arbejde. Men hæderligt. Vi sætter skålen til at tørre. Bagefter skal hun selv male den. Og jeg skal finde 3 meter billig bobleplast, som vi kan pakke skålen ind i bagefter. Det er kravet. Mindst 3 meter. Hvordan hun har fundet ud af det, er en gåde for mig. Men jeg har fået streng besked på, at sådan skal det være.
Så jeg går ned i kælderen og finder maling til lerskålen frem. Tager samtidigt al den bobleplast, jeg har samlet sammen i de sidste måneder, hvor vi har handlet på nettet med mig op i køkkenet. Det er fra firmaet Jakodan. Lægger bobleplasten foran hende og spørger hende, om hun tror, der er nok. Hun kigger på mig med sine smukke, blå øjne og siger, at det er der helt sikkert.
Vi løser det til sidst
Jeg begynder at klippe i de forskellige, små stykker bobleplast. Taper dem sammen og får lavet en nogenlunde pæn rulle. Hun maler. Vi arbejder i tavshed. Hun er tilfreds. Og jeg er lykkelig over, at min datter ved, hvad hun vil. Så længe hun ikke overskrider mine grænser for, hvad jeg vil være med til, så hjælper jeg gerne.